Rejsebeskrivelse Isla Margarita.

Vi besøgte Isla Margarita i perioden 12. – 26. december 2006.
Det var vores første tur til øen.
Rejsen foregik med Falk Lauritsen.
Vi afgik nogenlunde rettidig fra Billund (ca. 1 times forsinkelse) ved 11-tiden om formiddagen.
Flyet var et hollandsk – Martinair, der er ejet af KLM, vel en slags lavsprisudgave som vores Sterling m.v.
Flytypen en Boeing 767.
Turen tog ca. 10 timer, og vi fløj nord om England, lige syd om Grønland, ned langs den nordamerikanske kyst fra New Foundland til Florida, hvorefter
vi fortsatte ud over Caribien direkte mod Porlamars lufthavn på Isla Margarita.
Klokken var ca. 18 lokal tid, da vi ankom og solen var allerede ved at gå ned.
Det første vi bemærkede var den varme, der strømmede imod os – dejligt.
I længden kan man dog godt savne lidt lavere temperaturer end de mere end 30 grader, der var om dagen.
Efter at have fundet vores bagage og den rigtige bus, som Falk-Lauritsen guiderne viste os hvor var, begav vi os på vej mod Playa del Aqua, der
ligger ca. 30 minutters kørsel fra lufthavnen.
Da vi kørte mod hotellerne, fik vi at vide af guiden, der var med, at vi skulle passe på, når vi gik ud om aftenen.
Især de steder, hvor det var mørkt, skulle vi passe på.
Desuden skulle vi ikke have guldsmykker eller lignende på, når vi gik ud, da man let kunne blive udsat for røveri efter mørkets frembrud.
Desuden kunne man også risikere at blive kørt ned, da mange køretøjer kørte uden lys.
Det var næsten mere reglen end undtagelsen, fandt vi ud af.
Vi ankom omsider til stedet, hvor vi skulle bo, efter at have sat en del medrejsende af andre steder på ruten.
Indcheckningen skete ret smertefrit og snart var vi klar til at udforske området for at få lidt aftensmad.
Vi var så heldige at få noget aftensmad et sted, lige før de lukkede.
Vort eget hotel havde nemlig lukket hver tirsdag for deres restaurant, så der kunne vi ikke få noget.
Vi bestiller normalt vores rejse uden ALL INCLUSIVE, da vi synes, at det er meget sjovere selv at kunne vælge, hvor man ønsker at spise.
Det eneste vi havde af faste måltider på vort hotel, var morgenmaden.
Den næste dag gik med afslapning samt nogle gåture i området.
Der er ikke nær så rent og pænt som i Danmark.
Selvom der er mange, der bare smider diverse affald i rabatten derhjemme, så var det intet at regne imod skidt og møg, man bare smed rundt omkring i landskabet.
Vejene er fyldt med huller, fortovene ligeså.
Man skal se sig godt for, når man går, især om aftenen.
Hotellet vi boede på, hed hotel Costa Linda Beach, et lille familiedrevet hotel.
Personalet var smilende og venlige samt meget hjælpsomme med at gøre det så behageligt som muligt for os.
Ejeren, vores ”mor”, som vi kaldte hende, havde været gift med en dansk ambassadør og kunne tale lidt dansk.
Hotellet lå ca 1 km fra stranden Playa del Agua, og langs med stranden gik vejen/boulevarden, eller hvad vi nu skal kalde den.
Der lå en del restauranter og barer langs med vejen.
I løbet af den tid vi var der, prøvede vi mange af dem.
Deres menuer lignede hinanden meget.
Deres udbud af forskellige fisk, hummere og andre skaldyr var fortræffelig, og vi har sjældent besøgt andre steder, hvor deres fisk smagte så godt.
Der var også en del souvenirbutikker/sælgere, der dels holdt til på fortovet, dels gik rundt på stranden og solgte diverse hatte, ure, og
meget andet.
De virkende meget anmassende og gjorde alt for at sælge deres mere eller mindre tvivlsomme sortiment af ure, solbriller, og perlelæder.
Stranden ved Playa del Aqua havde ret høje bølger det meste af tiden, og der blæste som regel også en strid vind,
så de mere end 30 grader vi havde om dagen, mærkede vi ikke så meget til, når vi var der.
Der skete for øvrigt en drukneulykke, mens vi var der.
Det var en af de medrejsende danskere, det gik ud over.
Vi fik at vide af andre, at der var en stærk understrøm, så man skulle passe meget på.
Der var også andre badegæster, der kom i vanskeligheder i løbet af den periode vi var der, så vi vovede ikke at kaste os i bølgerne.
På vejen langs med stranden var der også små supermarkeder samt det officielle vekselkontor, ”Gambio Cussco”,
en gulmalet facade med blå vinduer og et stort blåt skilt med navnet.
Her kunne man så stå i kø og vente på, at det blev ens tur til at veksle.
Vi havde taget dollars med hjemmefra.
Den officielle kurs var 2.150 Bolivares for 1 dollar.
Vi fandt dog hurtigt ud af, at der var mange steder man vekslede uofficielt, selvom det skulle være ulovligt,
og efter den første veksling på det officielle vekselkontor, vekslede vi andre steder til kurs 2.700-2.800 bolivares for 1 dollar.
Vi lagde mærke til, at der kørte en del MEGET gamle amerikanske biler rund, og mange af dem tilbød sig som taxa.
På informationsmødet med Falk-Lauritsen fik vi at vide, at vi ikke skulle hyre disse, men i stedet de officielle, der som regel var hvide,
og havde bestemte mærker på bilen.
Man kunne risikere, at der måske næsten ingen bund var tilbage i de gamle dollargrin, så det kunne let blive en kostbar ”fornøjelse”,
hvis der skete noget.
Vi havde selv ”fornøjelsen” at at hyre en taxa til Porlamar, sammen med et par af de øvrige gæster.
Hans taxa  lignede de andre hvide og havde ”sneget” sig ind i køen af de andre, ud for vort hotel – til stor fortrydelse for de andre chauffører, erfarede vi bagefter.
Han kørte også som død og he….., og vi følte faktisk, at det var med livet som indsats, vi kørte med ham.
Men vi nåede dog ind i byen og vi set noget af den.
Der var ikke noget særligt at kikke på, så vi besluttede at tage ud til det såkaldte ”kaninmarked” for at se på det.
Vi troede, at vi kunne gå derud, men efterhånden som tiden gik, blev vi klar over, at der var længere end vi havde regnet med.
Vi spurgte om vej, men der var faktisk ingen, der kunne tale noget ordentligt engelsk, så vi måtte opgive, og prajede én af de uofficielle
taxaer. Nu var vi så heldige, at det var en ældre mand, og hans store dollargrin var i tip top stand.
Han kørte i et roligt og adstadigt tempo.
På vejen derud, fortalte hans med ord og fagter, at vi skulle passe på vores kamera, for ”bambino”
kunne finde på at rive det fra os, meget rart at få at vide.
Der var heller ikke meget sjov at se kaninmarkedet. Det lignede til forveksling alle andre markeder, vi efterhånden har set, så efter en
times tid bestemte vi os for at vende tilbage til hotellet, denne gang med en chauffør, der kørte som en køreskoleelev i sammenligning med
den, vi kørte til Porlamar med.
Den 19. december havde vi booket en ørundtur med Michael Pedersen, der bor på øen – inde i Porlamar, og arbejder bl.a. som guide.
Han kom præcis kl. 9 om morgenen til hotellet og efter nogle forslag fra ham blev vi enige om turen.
Vi havde en af de øvrige gæster med, der gerne ville deltage i turen.
Det blev en uforglemmelig dag, hvor vi oplevede en masse natur, byer, og udsigtspunkter.
Samtidig var Michael eminent til at fortælle om forholdene på øen samt i Venezuela i det hele taget.
Det kom der en masse billeder ud af, og mange af dem er lagt ud på hjemmesiden.
Det vil føre for vidt at beskrive det hele. Der skal også være mulighed for andre at opleve det, uden at kende det hele på forhånd.
Men nogle punkter var bl.a. den tropiske have, La Asuncion, Marcipankirken, La Restinga, Juan Griego, Guayacan o.s.v.
Hvis I ønsker at booke Michael, så gør det i god tid.
Han har en hjemmeside: http://www.islamargarita.webbyen.dk/
Her kan man gå ind på kontaktsiden og skrive en meddelelse til ham om en eventuel booking.
Prisen er ikke afskrækkende, men fuldt ud den oplevelse værd.
Senere i løbet af perioden tog vi med på en landsbytur, der blev arrangeret af Falk-Lauritsen.
Guiden var lokal og hed Rafael. Vi undrede os noget over, at han kunne tale så godt dansk, som det var tilfældet,
indtil han fortalte, at han havde studeret i Ikast i en del år.
Det var også en ret spændende tur, hvor vi blandt andet besøgte et par ældre søskende, der knyttede hængekøjer.
Vi blev vist, hvorledes det foregik på gammeldags måde med en håndbetjent væv.
Den ældste af kvinderne var over 90, og hun viste os lige hvorledes man slapper af i en hængekøje –
med en god stor cigar i munden.
Senere besøgte vi et keramikværksted med tilhørende forretning.
Det var en ret stor forretning, hvor mange af øens souvenirbutikker køber deres lervarer, glas o.s.v.
Vi havde også mulighed for at kunne købe noget, der ikke lignede det, der ellers kunne købes.
På turen fik vi en god frokost med lokal mad på en restaurant – virkelig godt.
Senere gik turen til en lokal lille guldsmed, hvor vi skulle skynde os at gå ind gennem porten til hans værksted, af hensyn til faren for røvere.
Det guld man arbejder med, er minimum 14 karat, og det er derfor ikke egnet til halskæder, som vi kender dem derhjemme. De laver mest smykker og
ringe af guldet. Så vidt jeg husker, var prisen 70 dollar pr. gram guld.
Det var meningen vi ville have købt en halskæde, men opgav det, da vi hørte hvilken karat det var.
Til sidst besøgte vi en anden håndværker, en ældre dame på ca. 80 år., der flettede palmeplade til tynde strimler og syede strimlerne sammen til
forskellige hatte-modeller.
Hun var enormt dygtig og kunne sy en hat på under 5 minutter.
Hen på eftermiddagen var turen slut - en god oplevelse.
Et par dage før jul besøgte vi på egen hånd byen Juan Griego, der ligger på den nordlige siden af øen, ud mod det Caribiske Hav.
Havet er meget mere rolig her end det er tilfældet på den østlige del af Isla Margarita.
Det var lidt mærkeligt at gå rundt mellem de lokale, der var på juleindkøb i 30 graders varme, samt at se på byens juleudsmykning.
Det føltes helt forkert, men det er jo naturligt for de indfødte.
Til juleaften var der arrangeret en stor Julemiddag med 3 retter mad for hotellets gæster.
Vi valgte dog i stedet at gå ud på en af de restauranter, der havde åbent på stranden, da vi ikke lige havde lyst til 3 retter mad.
Vi havde en del sjove oplevelser under opholdet, bl.a. boede der et par Italienere en overgang ved siden af os.
Selvom vi ikke kunne snakke italiensk, og de ikke engelsk, havde vi alligevel masser af sjov.
Vi havde også kontakt med mange de de øvrige gæster, der boede på hotellet.
En dag kom der pludselig en stor, grøn leguan på 50 cm. farende ned fra et af træerne i nærheden af swimmingpoolen.
Der var åbenbart flere af slagsen, og i flere forskellige størrelser, for vi så flere i løbet af de 14 dage vi var der.
De spiser bl.a. blomsterne af Hawaii-buskene, samt bananer og brød.
Svømme kan de også, for én af dem blev jaget ud i poolen, men den svømmede let og elegant over til den anden kant.
Et stort problem var, at der var mange myg. Selvom vi sprøjtede i værelset med myggespray samt gned os ind i myggebalsam på arme og ben,
fik vi et hav af myggestik.
Jeg tror jeg fik mindst 20 på hvert ben – og det kløede og sved.
Man kunne få en middel for kløen og svien, men det var ikke særlig effektivt.
De mange myggestik forsvandt først ca. 14 dage efter, at vi var kommet hjem.
En familie, vi snakkede en del med, var så uheldige at blive syge på turen.
Det var ikke så rart, de havde maveproblemer og manden var noget syg p.g.a. lungebetændelse, men de kom dog over det efter en del lægebesøg.
Solen er skrap. Pas på den !
Selvom vi købte solcreme med en høj faktor, så skal man passe meget på.
Jeg lå en eftermiddag, hvor det var overskyet, på en drømmeseng i nogle timer.
Bagefter oplevede jeg, at jeg var blevet lettere forbrændt, selvom der ikke havde været direkte sol.
Mad og drikke er billigt – billigere end vi havde forventet.
Deres øl på flaske er kun 22 cl., men vi lod os fortælle, at det er på grund af varmen, at de ikke er større.
Det er jo ikke ret sjovt at sidde med en lunken øl, inden den er drukket.
Man kunne dog godt få store øl – 50 cl. I glas, hvis man ønskede det.
Deres lokale spiritusmærker er også meget billige. Man kunne f.eks. få en udmærket rom til ca. 20 kroner for 70 cl.
Strømmen er på 110 Volts vekselstrøm. Man bruger de amerikanske stik med flade ben i stedet for runde.
Vi havde en obh. el-kedel med, der kan omstilles i bunden mellem 220 og 110 volt, så vi kunne få en kop kaffe, når vi havde lyst.
Desuden fungerer de fleste opladere til telefoner og barbermaskiner også med 110 volt.
Mobiltelefoner kan godt bruges på øen, men det afhænger lidt af, hvilket selskab man abonnerer på herhjemme.
Selskabet skal have en roaming-aftale med Venezuela’s telefonselskaber.
Vi har TDC, og der var ingen problemer det sted, hvor vi boede.
Det er dog alt for dyrt at bruge sin mobil. I stedet går man f.eks. ned til strandboulevarden og ringer hjem til Danmark fra en
af de utallige telefonservices, der findes. Vi ringede til Danmark i ca. 15 minutter og det kostede under 10 kroner.
Vandet kan ikke drikkes, men det kan bruges til tandbørstning og bad.
Vandet kommer fra en rørledning på fastlandet og slutter et sted i nærheden af Porlamar, hvor man så tapper vandet på tankvogne
og kører det rundt på hele øen.
Det er en meget kostbar løsning at måtte transportere alt vand pr. lastbil.
Man køber derfor vand til drikkebrug på flaske eller i dunke.
Desuden må man flere steder ikke komme toiletpapiret i w.c.’et, men i en plastikspand i stedet,
da deres kloakledninger ikke har den nødvendige kapacitet.
Betaling af udrejseafgift.
Venezuela har noget, der kaldes for udrejseskat, der går ud på, at man skal betale et bestemt beløb, inden man forlader landet.
Det skal betales i to omgange i lufthavnen, så det er klogt, at man på forhånd har lagt en del småpenge fra,
da de ikke giver tilbage, hvis man kommer med store sedler.
Udrejseskatten er på ca. 300 danske kroner, men skal selvfølgelig betales i Bolivares.
Rejseguiderne vil utvivlsomt fortælle mere om dette på turen.
Vort samlede indtryk af Isla Margarita er ikke det bedste.
Det virker for turistpræget og noget faldefærdigt.
Det meste af befolkningen virker fattige, og der er også stor arbejdsløshed.
Der festes meget om week-enden, hvor de fleste lokale ligger i sprit,
Spirituskørsel er meget almindeligt og straffes kun, hvis der sker færdselsuheld.
Færdselsregler ser man også stort på.
Det eneste gode man egentlig kan sige om øen, er dens flotte natur samt det klima, der er.
Efter en hel del oplevelser rigere samt lidt forsinkelse kom vi tilbage til Billund 2. juledag – til regn og blæst!
De postkort vi sendte omkring den 15. -16. december er dags dato (den 7. marts 2007) stadig ikke dukket op, på trods af,
at vi afleverede dem til Falk-Lauritsens guide sammen med pengene til portoen – surt show,
men sådan er postgangen nok derovre.
Vi tager ikke til Isla Margarita igen. - Det er efter vores mening en rigtig "Bananrepublik".
Jutta og Erling Simonsen - 2006