Mine erindringer fra 1941 og frem til?

Jeg har altid drømt om at lave en form for erindringer - alle de ting der er sket i mit liv.
Har prøvet at tage tilløb nogle gange, men det er aldrig blevet til noget.
Nu har jeg imidlertid besluttet mig til at gøre forsøget.
Det svære bliver at huske alle de personer og hændelser, jeg har oplevet i mit efterhånden lange liv, men jeg håber det dukker op efterhånden.
Jeg begyndte den 13. marts 2012 med at skrive, og det vil vare meget længe, før jeg er helt færdig (hvis jeg nogensinde bliver det),
da der hele tiden dukker noget nyt op i hukommelsen.
Samtidig har jeg en hel del billeder i gamle fotoalbums. Dem skal jeg have skannet ind, så jeg kan vise dem her..

 Begyndelsen:
Jeg er født i maj 1941 i stationsbyen Tørring ved Vejle.
Efter hvad jeg har fået fortalt, blev jeg født tidlig om morgenen.
Min far, Svend Simonsen, var arbejdsmand og min mor, Ingrid,  hjemmegående.
De blev gift i 1939, et par år før de fik mig - de er begge døde - min far døde i 1994.



Billedet er fra 1948 og viser min mor og far, samt min lillebror og jeg - taget til hans barnedåb.
Min mor var 20 år gammel, da hun fik mig - far var 10 år ældre.
De boede til leje i et to etagers hus i den lille stationsby Tørring - ca. 20 km. nord for Vejle - i den øverste del af huset.



Huset hvor vi boede - billedet er taget i 2007 og huset er renoveret lidt med nye vinduer og tag. Ellers ligner det godt nok - med den gule bygning i baggrunden til venstre, hvor det var wc. og vaskehus.
Nedenunder boede Agni Christensen, der var gift med Gunnar, husker ikke lige hvad han lavede, men det dukker nok op. Jeg kan huske han havde nogle insekter sat på knappenåle i nogle glasmontrer
- måske var han videnskabsmand og opdagelsesrejsende, da han havde slangeskind og andre eksotiske objekter på væggene.
Jeg husker ikke ret meget fra min første leveår, så noget af det er blevet fortalt af mine forældre.
F.eks. om overflyvninger under krigen, hvor jeg var rædselsslagen, når der kom fly - og dem kom der en hel del af.
Jeg er også blevet fortalt om en sjov episode, hvor jeg ikke kunne snakke rent, og selvfølgelig talte med jysk dialekt,
det gjorde man jo på den tid.
Det var en tysk soldat, der stod eller gik med sit gevær, hvor jeg spurgte ham "er der kut i æ vær" - til stor moro for de omkringstående.
Jeg husker fra far og mors lejlighed, at de havde et lille køkken, en stue, samt et soveværelse. Badeværelse var der ikke noget, der hed dengang
i begyndelsen af fyrrerne, wc'et var nede i gården, et lille rum med en spand og et bræt. Det var ikke så sjovt at komme derned om vinteren
og når det var mørkt. En gang og ugen - jeg tror det var mandag nat - kom skraldemændene (natmændene) og tømte wc-spanden.
Jeg fandt senere ud af, at indholdet blev spredt ud på en mark udenfor byen, men det tog man ikke så tungt dengang.
I stuen hos mine forældre stod en kakkelovn. Man fyrede med tørv, senere med kul og koks, og briketter.

Når vi skulle i bad, var det kun en gang om ugen, resten af dagene var det etagevask i køkkenet.
Bad foregik i vaskehuset, hvor der blev fyret op i gruekedlen. Når vandet blev varmt, blev det hældt i et zinkbadekar og tilsat koldt vand,
så temperaturen passede.


Min mor vaskede også tøj der. Det blev også kogt i gruekedlen, noget af det. Noget anden kom i den manuelle vaskemaskine man havde,



eller også bare skrubbet på et vaskebræt - ja, en husmor havde skam nok at tage sig til dengang.
I stuen var der en ottoman, og på væggen, hvor ottomanen stod, et vægtæppe med et motiv, tror det var et eller andet motiv med nogle kronhjorte på.
Desuden havde de et spisebord og 4 stole, et par lænestole samt en skænk.


I køkkenet havde man kun et par petroleums brændere (primusser) til madlavning.



Hvis dysen i petroleumsbrænderen blev stoppet, kunne der komme høje flammer. Jeg husker engang, hvor det skete, at flammerne fik fat i noget
tøj, som mor havde hængt til tørre over komfuret, det var ikke så rart. Komfuret blev brugt meget, da man selv bagte brød og
boller. Der var ingen køleskab. I stedet havde man en "høkasse", hvor man kunne stille madvarer, så de kunne holde sig lidt længere
uden at blive fordærvet.



Af den grund var man også nødt til at købe mælk og andre fødevarer af en tilpas mængde, så det blev spist inden det blev dårlig.
Mælk var på flasker og ikke som i dag på kartoner. Jeg kan huske, at tit var der hakket hul i mælkekapslen, det var musvitterne, der var på spil.
En gang om ugen kunne vi måske få fisk til middag. Det var en lille fiskehandler, der kom cyklende på sin varecykel helt fra Vejle.
Han havde de mest almindelige fisk med.
Han havde dem i nogle trækasser placeret foran styret på cyklen, og det dryppede fra den is, der var i kasserne.
Jeg kan huske, at vi havde mus i køkkenet. Hvis jeg sad ganske stille på køkkenbordet, kom musene ud på gulvet og legede, især museungerne var søde.

Skoleårene (6-16 år):
Jeg var "enebarn" i de første næsten 7 år af min tilværelse, inden min lillebror Leif kom til verden i 1947.
Jeg kan huske, at jeg var meget fremmelig som barn, bl.a. lærte jeg at læse inden jeg kom i skole, så jeg kunne læse avisen inden jeg var 7 år.
Så vidt jeg husker, var det min kusine Lis, der lærte mig det. Hun var på den tid en skolepige på omkring de
14 år, men hun tog sig meget af mig og legede med mig.
En sjov ting, som jeg selv husker var, at jeg ved en kiosk ville købe en is. På skiltet udenfor havde jeg læst og udset mig en bestemt is.
På forespørgslen fra kioskdamen hvad jeg skulle ha' svarede jeg: "jeg vil gerne købe en e-skiii-mo is", med tryk på skiii. Slikmutter havde et smil på læben, da hun fortalte mig, at det hed en Eskimo is, med tryk på mo.
Men hvad, det lærte jeg heldigvis senere, da jeg kom i skole.
Jeg kom i Tørring Folkeskole som 6 årig, da skoleåret dengang begyndte i april måned, jeg blev dog 7 år knap et par måneder efter.
Det gik egentlig godt i skolen i de små klasser. Jeg havde aldrig problemer med at følge med.
Jeg husker nogle små episoder fra den tid. Vi havde gymnastik i en tid og frk. Jespersen havde fået os til at lyde som en flyvemaskine - jeg kan ikke
huske hvad øvelsen gik ud på - men hun kunne ikke få os til at holde op igen. Så blev der sendt bud til skoleinspektøren.
Han kom farende med spanskrøret og rappede ud til højre og venstre efter os. Jeg blev heldigvis ikke ramt, men det var der en del, der gjorde.
Om vinteren døjede jeg tit med mellemørebetændelse og også med bygkorn i øjet, men det voksede jeg heldigvis fra.
Jeg har aldrig været slem til at lave unoder, men nogle er det dog blevet til. Jeg kan huske, at jeg havde fået fat i en af min fars barberblade,
og var vist "kommet til" at skære ridser i vægtæppet ved ottomanen. En anden gang sad jeg bag en lænestol og "morede" mig med at skære i tommeltotterne, så jeg har stadig ar på begge tommeltot-led den dag i dag. En anden gang legede vi nede ved den lille å, der løb i nærheden af, hvor vi boede. Jeg kom for nær til kanten, fik overbalance og lå lige pludselig på ryggen i vandet - det var kold vinter, så jeg måtte skynde mig hjem. Da jeg kom hjem, fortalte jeg, at det var en kammerat, der havde skubbet mig i (hvilket var løgn). Det fandt min mor ud af, så jeg fik et par på kassen af hende bagefter.
En anden gang på vej hjem fra skole var jeg gået i noget dynd på en mark og fået våde og beskidte bukser. Det fik jeg også en på kassen for. Folk slog jo deres børn dengang, men jeg må tilstå, at jeg kun har fået tæsk, hvis der var grund dertil. Det var for det meste min mor der slog. Men min far kunne også. Jeg havde lige lært at cykle, havde endog fået min egen brugte drengecykle. Jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte køre op på hovedvejen, der gik igennem byen. Det gjorde jeg alligevel, og det blev selvfølgelig opdaget.
Således fik jeg den første endefuld af min far med en livrem. Desuden kom cyklen i karantæne i 14 dage.
Så jeg måtte gå til skole - dengang lå skolen i gammel Tørring - i nærheden af kirken. Gammel Tørring og Tørring station, som det blev kaldt, var adskilt af en bro over Gudenåen. Det var ligesom der var forskel på de mennesker, der boede på hver sin side af åen. Gammel Tørring var bydelen, der ligesom stod i stampe, hvorimod Tørring Station stod for udviklingen - nye forretninger, nye boligområder, samt togforbindelsen mellem Horsens og Thyregod.
Mange af mine skolekammerater boede på landet og jeg var tit med hjemme hos nogle af dem.
Det var sjovt for et bybarn, som jeg egentlig var, at se hvordan man arbejdede og levede ude på landet i 50'erne. De fleste havde nogle få husdyr, køer, heste, grise, høns og ænder.
De havde lidt af det hele og ikke som nu, hvor det er uhyggelig stort.
Når man pløjede eller høstede, foregik det med hestekræfter.
Der fandtes ikke traktorer til at begynde med, de kom først senere lidt efter lidt. Det var de små traktorer som Ferguson eller hvad de nu hed dengang.
Høsten foregik også med heste eller traktortrukne selvbindere.
For mig var det en fornøjelse at komme derud. Det var sjovt at være på høloftet, hjælpe med at fodre dyrene, køre møg ud, og meget andet.
Da jeg kom i lidt større klasser, begyndte jeg at få karakterbog. Jeg havde meget fine karakterer, så det endte med, at min mor synes,
at jeg skulle prøve, om jeg kunne komme til at gå i Realskolen. Der var en optagelsesprøve, hvor mindre bemidledes børn evt. kunne blive optaget og få friplads på skolen.
Jeg var så dygtig, at jeg blev optaget på den. Den private Realskole lå i Tørring stationsby, ikke mere end 5-10 minutters gang fra hvor vi boede, og var i sin tid startet op af Marius Buhl, der også var folketingsmand. Han havde 2 døtre, der så vidt jeg husker også underviste på skolen.
Da jeg begyndte på Realskolen, var jeg kun 11 år gammel da jeg startede i 1.ste mellem.
Så jeg gik kun i 5'te klasse fra apil og indtil sommerferien, da Realskolen begyndte sit skoleår i august måned.
Undervisning og lærebøger var gratis, mens jeg selv skulle købe skriveredskaber og skrivehæfter. Desuden var der en lille udgift til varme om vinteren.
Når jeg ikke gik i skole, spillede jeg meget fodbold i TIF (Tørring Idræts Forening). Vi havde et meget godt drengehold, der slog de fleste
andre hold i omegnen. Somme tider vandt vi 20-0. Jeg spillede selv venstre wing, idet jeg var både venstrefodet og venstrehåndet.
Det vil sige - jeg skrev og brugte værktøj med højre hånd. Det var kun når jeg skulle kaste eller sparke,
det mest foregik med venstre hånd eller fod.
Jeg havde også en del kammerater. Den nærmeste ven, jeg havde, boede i nabohuset på Engvej.
Det var Ib, ham legede jeg med så godt som hver dag. Jeg har et lille minde om ham. En dag havde hans far fået briketter hjem. De lå på gaden
i en stor bunke. Vi knægte skulle så køre dem ind i et udhus med en trillebør. Der var lagt en presenning over briketterne, hvis det
nu skulle regne. Af en eller anden grund var jeg krøbet under presenningen og blev ramt af en briket lige over øret i venstre side.
Det blødte en del, men det blev hurtigt stoppet. Det sted hvor briketten ramte, havde jeg i mange år efter en lys stribe i håret.
Nu er striben væk, da jeg er blevet gråhåret :)
Ellers mindes jeg min drengetid med mange besøg i Alsted skov, hvor vi legede "røvere og soldater", lavede selv flitsbuer og pile og skød med dem.
Vi klatrede selvfølgelig også i de højeste træer vi kunne finde.
Om vinteren skøjtede vi på engene omkring Gudenåen, hvis de var blevet oversvømmet, ellers på Stougårds damme.
Stougård var en såkaldt propietærgård eller herregård, om man vil.
Der blev også tid til at være bydreng hos nogle af de handlende i byen.
Jeg var hver dag efter skoletid hos bager Basse for at se, om han havde noget, der skulle bringes ud. Ligeledes hos købmand Rosenberg.
Det tjente jeg mine lommepenge ved, så det var ikke så dårligt.
De mennesker, der fik bragt noget, var også søde til at give en 10- eller 25-øre.
Da jeg blev lidt ældre og kom i 4'de mellem, blev lektierne flere og flere, så det kunne ikke rigtig forenes med også at være bydreng.
Jeg skulle jo også træne et par gange om ugen til fodbold.
Det endte med, at jeg blev bydreng for bageren - kun om søndagen - da der var mange, der skulle have morgenbrød bragt ud denne dag.
Det fik jeg 2 kroner for. Jeg var ikke meget for at køre helt ud til Alsted Mølle tidligt om morgenen ved 6-7 tiden, hvor det var bælgravende mørkt,
og gennem det meste af skoven på en grusvej. Ikke fordi jeg var mørkeræd, men at køre 6 km. frem og tilbage med 6 rundstykker,
synes jeg var strengt. Da jeg var lidt yngre, var jeg nemlig mørkeræd - kan huske, at jeg havde været i Tørring Bio og set en spændende film. Da jeg kom hjem og skulle ind ad bagdøren i gården, var der noget, der hvæste og rev mig på benet, så jeg blev bange og skreg op. Det var en stakkels kat, der sad på trappen, som jeg desværre havde trådt på halen. Intet under, at den forsvarede sig.
En anden gang så jeg en film, hvor nogle arabere skar hovedet af en mand. Da blev jeg også dårlig, og måtte følges hjem af en pige,
der også så filmen.
Vi havde familie mange steder rundt omkring, da min mor havde 8 søskende. De boede bl.a. i Nim, Underup ved Østbirk, Vejle, Horsens og Vandel.
Jeg ved ikke, om jeg kan huske navnene på dem alle, men der var Hans, Anton, Otto, Sigrid, Rigmor, Ingrid (min mor), Edith, Ninna, Signe, - tror nok det var dem alle.

Min mormor og morfar var nogle dejlige mennesker - især min mormor var altid så sød med mig og gav mig tit en 25-øre
(men sig det ikke til morfar) - han holdt lidt mere på pengene.
De boede i starten som jeg husker det, i grusgraven i gl. Tørring - senere boede de på Ågade i et lille hus - jeg kan huske, at det passede fint med skolen, når der var stort middagsfrikvarter.
Så kunne jeg lige gå derover og få noget mad - det var som regel middagsmad - det fik man jo om middagen i gamle dage.
De var overhovedet ikke vehavende med 8 børn og en masse børnebørn.
Det er helt mærkeligt at tænke på, at jeg stadig har een levende moster af den børneflok tilbage. Hun hedder Ninna, er 92 år, og holder sig godt - og jeg tænker, at jeg er næsten 80 år. Men her er et billede af hende pr. 31.12.2020, samt et gammelt ungdomsbillede:



Min Farmor boede i Bisholt, der ligger mellem Horsens og Juelsminde. Min Far var enebarn, så der var ikke rigtig nogen søskende, d.v.s. han havde en halvsøster, hans mor fik senere med den mand hun blev gift med.



Når vi skulle besøge dem, foregik det med bus, tog eller cykel. Nogle steder gik der ingen bus, så der måtte vi cykle. Jeg var vel ikke mere end 7-8 år, før vi cyklede til Vandel over Jelling og Fårup. Der boede min moster Rigmor. Jeg kan huske, at tæt ved deres hus lå en plads, hvor der var en masse gamle flyvemaskiner fra krigens tid. Mange af dem var bare vrag, mens andre havde et cockspit, man kunne sidde i og lege, at man fløj. Flyene har sikkert været i nærheden af Vandel flyveplads, men det tænkte jeg ikke på som barn, at det fandtes.
Andre gange kørte min far og jeg til Bisholt for at besøge min farmor. Hun var en trivelig kone, der ikke vidste alt det gode, hun skulle gøre for os. Vi fik altid noget godt at spise, og hun havde altid en stor skål fyldt med jordbær, som hun plukkede i haven. Min bedstefar sagde aldrig så meget, men var flink. Han havde jo også sit arbejde at passe, da han var selvstændig. Han havde et lille cementstøberi i Bisholt. Det lå lidt afsides, ned mod Horsens fjord. Der var kun ca. 1 km. til fjorden, så vi var tit dernede for at kikke på vandet. Der var jo "kun" Gudenåen derhjemme, og den var til at overse med de par meter den var bred.
Jeg kan huske, at når vi kørte fra Tørring til Bisholt, var der, alt efter årstiden vejtræer mellem Horsens og Juelsminde med frugter på, så vi kunne plukke f.eks. mirabeller, når vi var der.
Min mor var af en eller anden mærkelig grund aldring med. Hun havde selvfølgelig også min lillebror at skulle tage sig af derhjemme, men hun stod ikke på så god fod med min farmor.

Mine forældre havde nogle gode venner i familien Petersen.
Det var Arthur og Ketty, samt deres børn Børge, Britta og Ragnhild.



Jeg kan huske, at man spillede meget kort på den tid, og det var mest lørdag aften det foregik, for dengang arbejdede man jo også om lørdagen.
Det var også meget sjovt at komme med og lege med de andre børn. Jeg kan ikke huske om vi også
spillede kortspil.

Der skete meget i løbet af halvtredserne. Jeg kan tydeligt huske, da fjernsynet begyndte at sende.
Min far og jeg så det for første gang, da vi var på en tur til Horsens, hvor der var udstillet et fjernsyn hos en radioforhandler.
I 1955 blev jeg konfirmeret. Selve konfirmationsforberedelsen foregik hos pastor Kold i præstegården Gammel Tørring. Vi (os fra den private mellemskole) kom til forberedelsen sammen med folkeskolens elever. Jeg har et gammelt billede derfra.



Jeg blev konfirmeret om efteråret 1955. Der var ikke noget, der hed blå mandag dengang, så mine forældre og noget af familien, der havde bil, kørte en tur til Kolding, hvor vi bl.a. var inde at se Koldinghus. Jeg fik den svimlende sum af 340 kr. samt et ur i konfirmationsgave.
Jeg købte mig bl.a. en helt ny cykel. Den kunne man sagtens få for 300 kr. dengang.

De næste par år gik mere eller mindre med at terpe lektier og spille fodbold for Tørring I.F.
Året før jeg skulle fra mellemskolens 4.mellem og over i Realklassen, blev den private Mellem/Realskole nedlagt. Vi måtte derfor tilbage til den gamle skole, hvor man så etablerede
Realklassen, og det var så her jeg fik min Realeksamen. Senere overgik denne skoleform til gymnasierne - der blev også bygget et helt nyt gymnasium i Tørring.



Ungdomsårene (16-21):

I 1960 besluttede min far at opføre et hus på Grønnevej 28 i Tørring. Dengang kunne man få statslån til et sådant. Jeg kan huske at det kostede omkring 30.000 kr. at bygge.
Og så var der et værelse til både min lillebror og mig, foruden soveværelse, stue, køkken og baggang - det var på 90 kvadratmeter, og det var ren luksus i forhold til alt andet vi havde boet i - først og fremmest var det helt nyt.

Billedet er taget i 2007 - hvor der er kommet en carport til.
Min far købte først een grund (have) i 50'erne - på et lidt senere tidspunkt blev der en have ledig lige ved siden af.
Den købte han også, og så var der plads til et hus på grunden.



Jeg boede stadig derhjemme både i 1960 og 61 samt selvfølgelig, mens jeg var soldat, havde jeg hjemmebase der.
Efter jeg bestod min Realeksamen besluttede min far, at "knægten" skulle lave noget.
Jeg kom derfor i lære hos købmand Erik Hansen i gammel Tørring. Han var en stor købmand på det tidspunkt. Min far og købmanden blev enige om, at jeg skulle stå i lære i 4 år, selvom jeg på grund af min realeksamen godt kunne have nøjedes med 3 år... men hvad, så fik købmanden jo en billig arbejdskraft det sidste år, hvor jeg faktisk var udlært. Købmanden og Misse, som konen hed, var nogle dejlige mennesker, så jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg kom i lære der. Lønnen dengang som lærling var 192 kr. om måneden, vel at mærke uden kost og logi, så det var ganske normalt, at man blev nødt til at bo derhjemme. Der var simpelthen ikke råd til andet. Det andet år steg lønnen til 217 kr., og så vidt jeg husker, var det sidste år 277 kr., så jeg gav kun et symbolsk beløb derhjemme. Det siger næsten sig selv, at der ikke var råd til nogen form for udskejelser - nu om dage går de fleste unge mennesker i byen hver eneste week-end - det var toppen, hvis jeg kunne få råd til at gå til forsamlingshusbal den ene gang om måneden, det blev afholdt. Jeg fik da også noget spiritus som de fleste andre unge, men det var mest øl, der blev købt hos købmanden og så gemt i buskadset uden for forsamlingshuset.
Nok kunne dagene som lærling være hårde. f.eks. lejede folk en Ferm vaskemaskine med vrider ud, og den måtte jeg selvfølgelig slæbe ned i folks kældre.  Det var ikke altid jeg havde styr på den, for den var stor og tung, så den fes engang imellem ned ad folks kældertrapper.
Købmandsbutikken var en af de gammeldags, der havde alle mulige ting til landmænd også, foruden de almindelige kolonialvarer.
Det var nogen lange arbejdsdage, man havde dengang. Det hed hver dag fra kl. 8 - 17:30 - om fredagen fra. kl. 8 - 20 - og lørdag fra kl. 8 - 14:30.
Som lærling blev man sat til at rydde op samt vaske gulv, mens mester gjorde kassen op. Senere fik jeg dog også lov til at gøre kassen op, samt regne ontrabøger sammen. Det meste handel dengang foregik på den måde, at man betalte en gang om ugen, hvis man arbejdede, eller en gang om måneden , hvis man var landmand. Mange landmænd leverede æg til købmanden, som han modtog, når han kørte den ugentlig landtur, som det hed. Æggene blev rengjort og afhentet en gang om ugen af en bil fra et ægpakkeri, og der kom en afregning herfra samtidig. Der var også mange mælkekuske, der kom i butikken om morgenen, hvor de fik varer med til de mindre husmænd, efter de havde afleveret mælk på mejeriet. Jeg husker især een - han tømte vores askebæger i butikken for tobaksaske og blandede det i sin skrå - føj siger jeg bare! Dengang var det jo tilladt at ryge alle steder, også i købmandsbutikken.  Da jeg startede som lærling, skulle alt vejes af og kommes i poser - dengang kom alting i store sække, både sukker, havregryn, ris, o.s.v., så jeg brugte meget tid på at veje ting af, f.eks. en kasse svesker, der skulle kommes i 250 grams eller 500 grams poser - sådan var det hele vejen igennem. Da jeg var ved at være færdig med min elevtid, begyndte der for alvor at ske ting og sager - mange varer kom nu færdigpakkede - det var en stor lettelse, men der var ikke skannere ved kassen som i dag, alt skulle tælles sammen - helst i hovedet - og det skulle helst passe.
I min fritid spillede jeg stadig fodbold hos Tørring I.F., og har faktisk spillet indtil jeg som 30-årig blev sparket lige under knæet (Det var for Thisted FC) - så var det slut.
Desuden gik jeg 2 år på Tørring Handelsskole, som dengang havde lokaler i biblioteket, der lå for enden af Engvej i Tørring.
Jeg afsluttede min handelseksamen med 14,78, hvilket var det bedste resultat det år (det var en 15-skala dengang).


Lige efter at jeg blev færdig med min læretid den. 1.juli 1961 skulle jeg aftjene min værnepligt hos 3.de regiment i Viborg.
Det første halve år var ret hårdt som rekrut, som de fleste, der har været soldat på dette tidspunkt sikkert ved.



Der var masser af fysisk aktivitet, samt øvelser i terrænet, hvor man skulle igennem både mudder og alt andet.
Men efter det første halve år blev det bedre, så blev man udtaget til det job, forsvaret mente man var bedst til. Da jeg var kommet til fodfolket, var det helt fint, at jeg blev udtaget til at være motorordonans. Jeg havde jo kørekort til MC i forvejen, så det krævede kun en omskoling til at køre Nimbus. Jeg lærte også at køre med sidevogn.
Soldatertiden gik ret hurtigt synes jeg med masser af øvelser. Vi var på en tur til Nordtyskland, helt nede omkring Haltern og Recklingshausen.
Der blev også tid til en udflugt til Köln - den første udlandstur jeg har været på.



Omkring den 1. oktober 1962 blev jeg så hjemsendt fra Viborg og skulle finde mig et arbejde.
Det lykkedes efter 10 dages ledighed.
Jeg var så heldig at blive ansat hos et firma i Horsens, der lavede og trykimprægnerede jernbanesveller af bøgetræ.
Desuden imprægnerede de brædder og fyrremaster. Dengang brugte man mange fyrremaster til telefontrådene. Nu er telefonkablerne jo gravet i jorden, men det var de ikke dengang.
Desuden solgte man hegnsmaterialer og ensilagesiloer af trykimprægneret træ. Der var en stor eksport til Tyskland af disse. Man havde sine egne hold af tømrere der kørte rundt og monterede dem.
Jeg havde mange forskellige arbejdsområder, blandt andet både på pladsen og kontoret, hvor jeg lærte at lave lønninger og forefaldende kontorarbejde til de ca. 80 arbejdere, der arbejdede der. Der var en sød ældre dame på kontoret, husker jeg, der hed fru Møller - vi kaldte hende aldrig andet.
Hende skylder jeg meget, for hun lærte mig alt hvad der var brug for at vide, som jeg har kunnet bruge siden i mine andre ansættelser.
Jeg var hos firmaet i 4 år.
Som det sker for mange unge, mødte jeg en pige i Horsens på et af dansestederne - hun hed Else og var fra Thisted.

Hun var på besøg i Horsens hos en af sine veninder.
Det trak jo noget, og da hun kom fra Thisted, var jeg nødt til at tage derop.for at møde hende.
Den første gang jeg skulle til Thisted, bildte jeg min mor ind, at jeg skulle besøge en soldaterkammerat, men det varede jo ikke længe før hun lugtede lunten, som det hedder.
Det endte med, at jeg søgte et job i Thisted i 1965, og fik et hos en papirgrosserer, der foruden grossistsalget også havde et kafferisteri, et bogtrykkeri og en forretning med papirvarer.
Jeg havde jobbet som sælger og kontormedhjælper i papirforretningen.
Som det så ofte går når man har fået en kæreste, sådan gik det også for os.
Hun blev gravid og skulle have et barn i december 1965, så vi da gift sådan ret hurtigt, det gjorde man jo på det tidspunkt.
Min kone fødte en så en datter i 1965, hvor Dorte kom til verden.
- vi fik købt et lille hus - de var ikke så dyre på det tidspunkt
- et hus på 113 kvadratmeter kostede 75.000 kr.
Året efter i 1966 kom der endnu et barn, igen en pige, Ulla og 2 år efter igen et barn - denne gang en dreng, Tommy.
Så det var egentlig en ret pæn familie på en et forholdsvis kort tidsforløb.

Da jeg havde været hos papirfirmaet i 4 år ca. fik jeg pludselig chancen for at få et bedre betalt job, og hvem kan sige nej til det - ikke fordi det var dårligt at arbejde med papir.
Men der var en betragtelig forskel i lønnen, mere end 300 kr. om måneden, og det var meget dengang.
Jeg blev ansat i administrationen ved Thisted Sygehus i 1969, og det var jo lidt mærkeligt, da jeg ikke havde kontoruddannelse, men min erfaring måtte have overbevist sygehusinspektøren om, at jeg var den rette.
Der startede jeg med at hjælpe indkøbschefen i nogle måneder, derefter hjalp jeg til på patientkontoret.
Til sidst endte jeg med at være fast medarbejder på lønningskontoret.
Der var vi i starten 3 ansatte, men der var ikke nogen form for personale administration. Det kom først senere.
Der skete en rivende udvikling i de år inden for sygehusvæsnet.
Fra at skulle lave lønninger pr. "håndkraft" blev der indført edb-systemer, og vi fik computere.
Da jeg startede, havde vi knap nok en elektrisk regnemaskine.
I 1973 blev jeg forfremmet til leder af lønkontoret og vi begyndte så småt at arbejde med personaledelen også. I løbet af de år steg antallet af mine medarbejdere til en 4-5 stykker.
Der blev også stillet større krav til os, bl.a. skulle vi udarbejde oversigter for, om vi overholdt lønbudgettet.
Det var også en turbulent tid for lederne. Jeg overlevede adskillige sygehuschefer og administratorer, der blev udskiftet, hvis man mente, de ikke gjorde deres arbejde godt nok. Det var også blevet mere politisk med bl.a. amtsrådet, der tog sig af sygehusene.
I det private blev børnene jo store og pigerne fløj fra reden omkring de 18 år. Drengen vil jeg helst ikke tale om, men han blev dræbt ved en trafikulykke i 1984.
Det gik ud over vores ægteskabelige forhold og i 1992 blev min kone og jeg enige om at gå fra hinanden.
Hun blev boende i huset og jeg lejede noget i byen.

Senere fandt jeg sammen med en ny, Jutta.
Vi blev gift i 1994, og har det stadig godt sammen.

Da min nye ægtefælle kom fra Herning området, og hende gamle mor på over 80 stadig boede alene i Herning var vi tit i Herning. Også min far levede på det tidspunkt, vi begyndte at komme sammen, men fik en hjerneblødning lige før vort bryllup - så vi var kede af, at vi ikke nåede at få fortalt ham det, inden han døde. Han havde sikkert været glad.
Min ægtefælles datter boede også i Herning og var alenemor med en nyfødt. Hun var tit syg, så det var noget af en tur af få hende til Thisted hver gang.
Efterhånden fandt vi ud af, at det måske var bedst for os at flytte til Herning eller omegn, så vi begyndte at se os om efter et hus, der var til at betale for os.
Vi fandt i 1997 et rækkehus i Hammerum, der passede os godt og prisen var rigtig.
Så det endte med, at jeg købte en ny bil, og så var det meningen, indtil videre, at jeg skulle tage turen til Thisted Sygehus og tilbage igen hver dag.
Det var godt nok en lang køretur, og man var træt bagefter.
Jeg var efterhånden 56 år gammel, og det er ikke lige alderen, hvor man finder et nyt arbejde, der hvor man vælger at bo.
Herning Centralsygehus søgte nogle få måneder efter jeg var begyndt at køre, en medarbejder til løn- og personaleafdelingen.
Den søgte jeg selvfølgelig uden nogen større tiltro til, at jeg kunne være heldig at få stillingen, men det blev altså mig, der var den heldige.
Jeg tror, det havde meget med at gøre, at jeg var specialist på netop dette område, og havde arbejdet med det i så mange år, og den slags var der ikke lige så mange af.
Jeg blev så ansat som koordinator på Løn- og personaleafdelingen, Herning Centralsygehus i foråret 1997, endda til samme løn (ekspeditionssekretær) som i Thisted.
Der gik så en del år med det arbejde.
Der var travlt og der var altid nye tiltag og besparelser, man skulle tage sig af. Men jeg synes det gik godt. Jeg havde stor respekt for min chef på stedet Stig Bering, og jeg tror den var gengældt. Han vidste godt, hvilken medarbejder han havde fået i mig.
Desværre gik der "inflation" i at spare så meget som muligt i Amtsrådet, og da jeg anede, at sygehusets administration måske skulle flytte til Holstebro, gjorde jeg op med mig selv, at det måske var bedre at gå på efterløn.
Og det valgte jeg så at gøre i 2001, samme år, som jeg blev 60 år. Det kunne nemlig lade sig gøre på det tidspunkt, og man havde rørt på sig politisk og ville lave det om til en senere efterløn.
Så siden 2001 og indtil nu (2020), har jeg ikke lavet en pind - det vil sige, jeg har deltaget i alle mulige former for undervisning af ældre både hos røde kort og ældresagen, været frivillig og met andet.
Det er først her i løbet af de senere år jeg ikke har lavet så meget.
Jeg var så uheldig, at jeg i 2012 fik konstateret en kræftsvulst i endetarmen, der heldigvis ret hurtig blev behandlet.
Jeg blev opereret for den i oktober 2012. Jeg fik samtidig en stomi og måtte leve med den frem til april 2013. Stomien blev senere fjernet, men lægerne havde lavet en brok ved den første operation. Den blev større og større, og jeg fik bevilget en operation af den. Desværre var kapaciteten på sygehuset ikke til, at jeg kunne få den ordnet før om 1 års tid, men jeg kunne så få operationen udført hurtigere på privathospitalet. Det fik jeg så gjort i september 2013. Det var en operation, hvor man blev bedøvet under operation, men så kom hjem nogle timer efter. Man havde selvfølgelig smerter, men de kunne delvis fjernes med medicin.
Nogle dage efter fik jeg dog så store smerter, at det var uudholdeligt.
Jeg fik ringet til vagtlægen, hvor jeg efterfølgende blev indlagt akut. Det viste vist, at det net, der var indopereret for at holde brokken tilbage, havde perforeret min tyndtarm, og mens jeg lå i sengen, sprang det hele op, så sengen blev fyldt op med lort. Det var en uhyggelig oplevelse. Jeg kom så på operationsbordet, hvor de måtte fjerne et stort stykke af tyndtarmen. Jeg fik igen stomi.
Denne gang hele to stykker, så det var ikke lige lykken.
Jeg så forfærdelig ud efter operationen på privathospitalet, hvilket dette billede viser:



Ikke nok med, at jeg fik dette, nej lige pludselig fik jeg problemer med at holde noget fast med venstre hånd.
Jeg blev så scannet på Holstebro Sygehus, og man fandt en blødning uden for selve hjernen, så jeg blev savet i hovedet, og blodet blev suget ud, det var et værre omgang.



Så jeg havde det ikke så godt i nogle måneder henover oktober, november, december 2013 - jeg fik indopereret en sonde, da jeg ikke kunne optage nok næring på grund af den korte tyndtarm.
Det stabiliserede sig heldigvis i løbet af kort tid, så jeg kun fik sondemad en kortere periode, men jeg var nødt til at spise mange gange om dagen, helst med så mange proteiner som muligt.
Alt det er jeg heldigvis kommet igennem. Brokken er der stadigvæk. Så min mave er noget skamferet, og i panden har jeg stadigvæk buler efter det saveri i hjerneskallen.
Men jeg er trods alt levende og fungerer så nogenlunde, bortset fra, at jeg har en sart mave.



Sådan så min mave ud i 1994 efter man prøvede at fjerne brokken igen, samt stomierne.
Efterhånden som tiden gik, fik jeg mere og mere mod på at komme ud at rejse, som vi plejede.
Jeg måtte af hensyn til sygeforsikringen ikke rejse nogen steder hen de første 3 måneder.
Da tiden endelig kom, bestilte vi en rejse til Kreta, da jeg var usikker på, om min mave nu kunne holde til flyveturen, for jeg skulle tit på toilettet efter operationen.
Det gik imidlertid godt. Jeg fløj også på tom mave de første mange gange, for så følte jeg mig mere sikker.
I dag har jeg ingen problemer og vi har endda været på en 11 timers flyvetur i 2019.

Hvad laver jeg så nu?

Fortsættes.......

Der er efterhånden gået 10 år siden jeg startede med at skrive, så det går ikke så stærkt.
Billeder bliver tilføjet efterhånden, som jeg finder nogen eller får nogen skannet ind.
Jeg vil da også gerne have et par kommentarer med på vejen, hvis der overhovedet er nogen, der gider at læse det.