Vores rejse til Filippinerne 8-24 marts 1999.




Egentlig havde vi slet ikke planlagt at tage til Filippinerne, men da vi ikke kunne få en rejse til Sulawesi og Bali, valgte vi i stedet Filippinerne som rejsemål.
Rejsen blev bestilt hos det rejseselskab, der dengang hed Larsen Rejser (senere Alletiders Rejser), og skulle foregå som en rundtur på ca. 8 dage på den nordlige ø Luzon, og derefter 8 dages daseferie i Dakak på Mindenao, der er en af de sydligste og større øer.
På grund af uvejr i den nordlige del blev vores rundrejse ændret, således at den foregik i den sydlige del.
Her en lidt af vores rejseberetning fra turen.

8. marts.
Turen startede fra Hammerum, hvor vi bor. Vi skulle være i Billund ved 15-tiden. Da vi ankom der, blev vi budt velkommen af en repræsentant for Larsen Rejser. Vi fik udleveret flybilletter til turen.
Vi skulle selv sørge for den videre transport fra Billund til Frankfurt og videre fra Frankfurt til Manila, idet det var normale ruteforbindelser. Vi kom da også godt afsted og fandt den gate i Frankfurt, hvor vi skulle boarde fra.
Det var en oplevelse at se på alle de mennesker der skulle med flyet, og samlede sig i afgangshallen lidt efter lidt. Det var mest Filippinere, der skulle med. Jeg gætter på, at de fleste af dem arbejdede i Tyskland.
Der var præcis afgang med Lufthansa kl. 23,30. Turen tog ca. 11 timer, så det var godt at få en blund i ny og næ. Der var ikke ret meget benplads i flyet, så det var nødvendigt engang imellem og komme op at stå og gøre lidt bengymnastik.

9. marts.
Vi ankom til Manila lufthavn kl. 16,50.
Kufferterne var ikke i bagagehallen, før der var gået ca. 45 minutter. Det var kvælende varmt.
Vi afleverede den toldformular vi havde udfyldt i flyet.
En lille mand i en rød jakke stod med Larsen rejser skiltet og sagde, at vi skulle gå over til Rasmus (Larsen Rejsers guide på vores tur), ham der vinker derovre.
Rasmus var overrasket over, at vores rundtur skulle gennemføres, selvom vi kun var 6 mennesker, minimum plejede at være 12. Han sagde også med et glimt i øjet, at han ville få det meget svært med at styre os.
Samtidig fik vi hilst på de andre rejsedeltagere, Jonna og Poul fra Nordjylland, samt Mary og Erling fra Vejle.
Efter ankomsten til vort hotel – Bayview Park Hotel – havde vi et orienteringsmøde med velkomst- drinks. Rasmus fik ingen. Han have glemt at tælle sig selv med.
Under mødet kontaktede Erling Joji.
Joji er en dame, som Erling kontaktede på internettet et godt stykke tid inden vi skulle rejse, og spurgte til råds om forskellige praktiske ting.
Hun har været god til at hjælpe os, og ville gerne se os, når vi kom til Manila.
Vi havde lovet at ringe til hende når vi ankom, så vi kunne aftale et nærmere møde med hende.
Hun havde tilbudt at vise os Manila og tage med os på shopping, eller hvad vi ellers måtte ønske.
Vi havde et mindre problem, idet vi fik at vide, at der var gjort en undtagelse fra reglen om mindst 10 personer til byrundturen den følgende dag, således at den kunne gennemføres, hvis vi var 6 personer, og da de øvrige 4 deltagere gerne ville med på denne tur, var vi nødt til at deltage.
Det ville vi selvfølgelig også gerne, selvom vi også havde den anden aftale, og vi meldte os også til turen, da vi fik at vide, at den ville slutte ved 15-tiden..
Da Joji fik det at vide, sagde hun, at det var helt i orden, og at hun så ville hente os senere på dagen, så vi kunne spise til aften sammen.
Resten af dagen, der var tilbage kunne vi bruge til at udforske de nærmeste gader omkring hotellet.
Vi fik vekslet lidt penge og gik ind et sted for at få noget at spise.
Det kunne vi godt få, men det viste sig, at det også var et sted, hvor man havde karaoke, og det var øredøvende højt.
Værtinden var så smigret over, at vi var danske, så hun proklamerede det, så det kunne høres i hele lokalet.
Vi blev tilbudt en plads, hvor musikken skulle være knap så høj, men det synes vi ikke var tilfældet.
Men vi blev da en oplevelse rigere.

10. marts.
Vi startede byrundturen med ca. 10 minutters forsinkelse, fordi chaufføren havde siddet fast i trafikken, der var kaotiske forhold hele dagen.
Stadig meget varmt.
Først besøgte vi Fort Santiago, hvor Filippinernes nationalhelt Rizal sad fængslet og senere blev henrettet.
Senere besøgte vi en cigarfabrik og så, hvordan man laver håndrullede cigarer.
Vi fik at vide, at arbejderne der fik 198 pesos om dagen – ca. 38 kroner. Fabrikken ejes af Philip Morris.
Noget meget specielt vi besøgte, var grisegaden, hvor der grilles hele grise.
Grisene er sat på en stang, der går gennem et hul i en mur, inden bag muren sidder der en person, der drejer grisen rundt hele tiden, mens den grilles, det tager en time, og betalingen herfor er 20 pesos pr. gris.
Derefter kørte vi en tur igennem den kinesiske kirkegård.
Desværre måtte vi ikke fotografere, men det var fantastisk. Det lignede en hel by, og stedet var også bevogtet af vagter ved både indgang og udgang.
Rasmus fortalte, at i nogle af gravstederne var der indrettet køkken og toilet, ligesom i et almindeligt hus.
Så kunne man både lave mad og komme på toilettet, mens man besøgte forfædrenes grave.
Vi skulle købe myggespray og blev sat af ved et butikscenter, der hed Robinson.
Joji havde også siddet fast i trafikken og ankom først kl. 17,20, så hun undskyldte mange gange.
Vi kørte ud til den bank, som Bernard arbejdede i (Metro Bank), og fik også hilst på ham.
Bernard skulle til en anden by næste dag og skulle gøre noget arbejde færdigt, så han kunne ikke lige holde fri, da vi var der.
Vi aftalte at skulle mødes med ham i et stort butikscenter, der hedder Glorietta 2 for at spise middag.
Joji hjalp os med at handle, hun sagde, at der skulle pruttes om prisen.
Erling købte en udskåret perlemorsskal. Og jeg købte en vifte, der kan foldes sammen til en hat.
Vi fik rigtig filippinsk mad og fik at vide, at det egentlig skulle spises med fingrene, men vi fik lov til at spise med kniv og gaffel.
Vi havde en helt vidunderlig aften sammen med dem, og blev sent på aftenen kørt tilbage til hotellet.
. Ved afskeden blev vi alle fotograferet i hotellets hall.
Den var en uforglemmelig dag med mange indtryk.


11. marts.
Manila-Davao.
Dagen startede rædselsfuldt. Vi blev omdirigeret på ruten ud til indenrigslufthavnen på grund af en demonstration.
Det medførte selvfølgelig, at al anden trafik skulle samme vej som os. Vi ankom 15 minutter for sent ifølge check-in tid.
Der var ingen i check-in, de snakkede bare.
Rasmus fik os alligevel checket ind som en gruppe, afleverede vores billetter og vores bagage blev indvejet.
Så skete der ikke mere i 45 minutter.
Vi så i den tid flere mænd løbe rundt, men Rasmus kunne ikke få at vide, hvad der var galt.
Endelig fik vi vores boarding-pas (der havde været computerproblemer) og vi kunne gå ombord, men da var Erling og jeg samt Mary og den anden Erling blevet kaldt over højtaleren med navns nævnelse.
Afgang 30 minutter for sent.
Flyet havde medvind, så ved ankomsten til Davao var det kun 15 minutter forsinket.
Rasmus havde sagt, at der ville stå 2 piger i lufthavnen med Larsen skiltet til at tage imod os.
Der var kun 1 pige (og uden skilt). Hun hed Lani.
Heldigvis fandt hun os og vi fik hver en perlekæde af hende.
Efter ankomsten til hotellet, Insular Century Hotel og en lille pause, tog vi på byrundtur i Davao.
Senere kørte vi til The Holy Schrine of The Boychild of Prag, derefter til et højt placeret sted, derfra kunne vi se en stor del af Davao, der er den største by i verden, målt i kvadratkilometer.
Tilsidst kørte vi ud til en muslimsk fiskerlandsby, der stod på pæle i vandet.
Gangbroerne var lidt glatte på grund af regn, og meget hullede og usikre.

12. marts.
Afgang med bus fra hotellet kl. 8.
Først besøgte vi en orkidefarm, og så hvorledes man dyrker orkideer, Farmen havde et laboratorium, så de er i stand til at lave nye typer orkideer.
Herefter besøgte vi en skole. Der var 45-50 elever i hver klasse.
Vi blev studeret meget nøje, fordi vi så lidt anderledes ud end dem.
Vi uddelte kuglepenne og slik. Dette gjorde stor lykke.
Derefter kørte vi til en lille park, hvor de sidste Filippinske ørne findes.
Der var også andre dyr. Vi nåede ikke ret meget end at se og høre om ørnene, før der kom en ordentlig tordenskylle, der varede ca. 1½ time.
Erling og Rasmus var gennemblødte, og vi købte derfor nogle T-shirts, så de kunne få tørt tøj på..
Vi spiste frokost på et hotel med tilhørende orkidehave.
Det var en rodet affære, personalet var nogle værre amatører, men også søde og rare.
På vejen videre besøgte vi et Jepney værksted, et sted hvor de også lavede helt nye Jepneys.
Det var fantastisk at se, hvad de kunne få ud af et simpelt stykke blik, f.eks. et flot Mercedes mærke til at sætte på Jepneyen.
Dernæst besøgte vi Bagobo-stammen, der dansede rituelle lokale danse for os, og de serverede også kaffe og hjemmebagte kager.
Det smagte rigtig godt.
Vi havde kuglepenne med, der kunne skrive forskellige farver, samt små poser med slik. Det faldt tydeligvis i god jord, og blev hurtigt fordelt mellem børnene.
På vejen tilbage til hotellet købte vi souvenirs og en rigtig solhat til mig.
Vi bemærkede, at der ikke var nogen, der gik efter os og falbød os ting, ligesom man gør i mange andre lande, men vi fik lov til at gå og kikke ligeså stille, kun hvis vi bad om det, kom der een.
Vi så også, hvorledes en møbelsnedker arbejder (alle udskæringer blev håndlavet).
Tilbage igen på hotellet efter en lang og oplevelsesrig dag.





13. marts.
Tidligt om morgenen fløj vi fra Davao til Cebu uden problemer.
Vi ankom til Marriott hotel kl. 8,30.
Efter et kort besøg på vores luxusværelse skulle vi på byrundtur.
Først besøgte vi Casa Gorordo, hvor Filippinernes første biskop havde boet (1910-1931).
Det var et smukt og gammelt spansk kolonihus, som dengang var ejet af overklassen.
Derfra kørte vi til den helligste kirke i landet, Basilica Minore Del Santo Nino, hvor Magellans kors findes.
Derfra videre til Filippinernes ældste fort, San Pedro.
Derefter fik vi lov at se, hvorledes den absolutte overklasses huse så ud i bydelen Beverly Hills.
Til sidst besøgte vi et kinesisk Taoist Tempel.
Om eftermiddagen var vi på shoppingtur i et stort butikscenter bag hotellet.
Efter aftensmaden på hotellet gik vi sammen med Jonna og Poul en aftentur, der endte på Casinoet i nærheden, hvor vi spillede lidt i ca. 1 time.




14. marts.
Vi forlod hotellet i Cebu allerede kl. 6,15 og tog med hurtigfærgen til Bohol, en dejlig sejltur.
Efter indkvarteringen på Bohol Beach Club slappede vi af et par timer ved stranden.
Rasmus havde lejet en glasbundsbåd, så vi fik set en del af havets dyreliv på et rev.
I mellemtiden var der kommet flere Larsen rejser gæster.
De kom fra Dakak og skulle deltage i udflugten sammen med os den næste dag.
Efter middagen var der musik og dans. Vi blev alle fotograferet sammen med Rasmus.





15. marts.
Bagagen var pakket og med os, da vi forlod hotellet kl. 8 om morgenen.
Turen gik først til en underjordisk hule ved Hinagdan, hvor de lokale bader i det kolde vand, der findes i hulen.
På vejen til bakkerne "The Chockolate Hills" passerede vi stedet Booy, hvor blodpagten mellem den spanske Legaspi og den lokale leder Sikatune blev indgået.
Vi standsede også ved en smedie og så 3 mænd slå på et knivsblad hurtigt efter hinanden.
The Chockolate Hills lignede ikke ret meget chockoladetoppe, da vi kom derop.
Det havde regnet temmelig meget, så de var mest grønne.
Men man kunne godt forestille sig, hvorledes de kunne se ud, hvis de var tørre og brune.
Derefter gjorde vi holdt hos en familie, der var lønnet af staten for at pleje verdens mindste abeart Tarsius.
Det afholdt dem nu ikke fra at tilbyde os at købe en af aberne.
Så var det frokosttid. Maden fik vi, mens vi stille gled ned ad Lobofloden på en stor tømmerflåde.
Den blev styret af en lille motorbåd, der var koblet på den.
Da vi blev sat af tømmerflåden, besøgte vi endnu en skole i Tagbilaran.
Vi havde nemlig glemt at fotografere den første skole udefra, vi besøgte ved Davao, så vi fik lov til at besøge en anden.
Her kom vi af med de sidste kuglepenne.
Kl. 16,30 tog vi hurtigfærgen til Dumaguete.
Da vi var ankommet til hotellet South Sea Resort, foreslog Rasmus, at vi alle spiste på en kinesisk restaurant i byen, og alle ville gerne med.
Da vi skulle afsted, havde Rasmus hyret knallerttaxaer til at køre os frem og tilbage, det var morsomt at se de lokale, da hele kolonnen kørte forbi.





16. marts.
Vi forlod hotellet kl. 9,45 og sejlede med hurtigfærgen til Dapitan.
Fra Dapitan blev vi sejlet i hotellets outrigger ud til Dakak Park & Beach Resort.
Her blev vi indlogeret i bungalows og kunne endelig pakke kufferten helt ud, efter at have levet i den i en uges tid.


17. – 22. marts.
Mest afslapning i og omkring Dakak, bortset fra onsdag, hvor vi lejede en bil med chauffør og kørte til Dapitan og Dipolog.
I Dapitan havde vi en kort pause og gik lidt rundt og kikkede på byen.
Overalt blev vi mødt med nysgerrige blikke.
Mary hørte en af de lokale tale om albinoer, og hun vidste godt, hvem de mente!
I Dipolog var der meget trafiklarm og et mylder af mennesker.
Der var også et stort marked med mange forskellige lugte, både gode og hæslige.
Poul fik en bøde af en politibetjent for at smide et cigaretskod i rendestenen. Det grinte vi meget af..
Bøden var på 100 pesos – ca. 15 kr. – men det var meget besværligt at komme til at betale den.
Til sammenligning tjente personalet på hotellet kun 3.000 pesos om måneden, så for dem var den stor.
Turen gik fra den ene offentlighed til den anden – godt at vi havde den lokale chauffør med os.
Men Poul fik betalt bøden!
Søndag eftermiddag hyrede vi en bil til Dapitan og så hanekamp, der er en nationalsport på Filippinerne.
Da vi havde set den første hane blive slået ihjel af knive, der var sat på sporerne, havde vi set nok, og kørte tilbage igen.
Ellers bød aftenerne i Dakak meget på fælles buffet og underholdning af en lokal gruppe, der både sang, spillede og dansede - rigtig hyggelig underholdning.
Inden sengetid sad vi mange gange og snakkede og nød den lokale rom.





23. marts.
Hjemrejsedag.
Efter en grundig gennemgang af vores bagage i tolden fløj vi fra Dipolog til Manila.
I Manila havde vi ca. 5 timer til rådighed, inden vi skulle flyve videre til Frankfurt.
Lokalguiden kørte os derfor til en butik, der udelukkende handlede med Filippinsk kunsthåndværk. Vi købte nogle enkelte flotte ting. Derefter blev vi kørt ud til Ayala centret, hvor vi kunne bruge resten af tiden indtil vi skulle til lufthavnen.
Vi fløj fra Manila ved 23-tiden og turen tog 13 timer til Frankfurt.
Efter 2-3 timers ventetid kunne vi endelig komme videre med Mærsk Air til Billund.
Trætte efter den lange hjemrejse, men alligevel glade efter en utrolig spændende rejse, som vi aldrig vil glemme.
Vi kan kun anbefale andre at prøve turen.
Filippinerne er et utrolig dejligt og glad folkefærd, og vi havde ikke indtryk af, at der er større kriminalitet der end andre steder.
Vi tager sikkert afsted igen engang, men behøver ikke den luxus, som vi synes, der var på de hoteller vi boede på.



Jutta og Erling Simonsen

Skrevet den 24th March 1999 af Jutta Simonsen